Studentermedhjælper til Krydsord i Aller Media
Ønsker du at blive en del af et af Nordens største mediehuse og har sans for detaljer, struktur og overblik, så vil vi meget gerne høre fra dig!
Studentermedhjælper til Krydsord i Aller Media
Krydsordsafdelingen i Aller Media søger en ny studentermedhjælper pr. 1. juni eller hurtigst derefter. Arbejdstiden er 15 timer om ugen, og flere af arbejdsopgaverne kan udføres hjemmefra. Der er meget fleksibilitet i jobbet, og du kan arbejde de dage, det passer for dig.
Arbejdsopgaver
Den største del af jobbet omhandler vores krydsordskonkurrencer. Du skal trække og registrere vindere samt sende gavekort af sted til dem.
Derudover indeholder jobbet forskellige redaktionelle opgaver, foruden lidt mere kreative arbejdsområder i form af at lave find fem fejl, ordsupper og formulere quizspørgsmål. Du bliver også SoMe-manager med ansvar for Krydsords Instagram-profil.
Vi sørger selvfølgelig for den nødvendige oplæring.
Det, vi søger
Selvom Aller er et kreativt hus, kræver netop dette job, at du trives med de samme opgaver uge for uge. Det er afgørende, at du har et stort overblik, sans for detaljer og en strukturel tilgang til opgaverne. Det er desuden vigtigt med gode sproglige evner og flair for it. Kendskab til InDesign og Photoshop er en fordel.
Vi drømmer om at finde en studentermedhjælper, som har i hvert fald et år tilbage af sit studie, så du kan nå at falde godt til hos os.
Om afdelingen
Du vil komme til at indgå i en lille redaktion på 10 mennesker bestående af krydsordskonstruktører og redaktører, som arbejder tæt sammen med andre redaktioner i huset. I afdelingen konstruerer vi krydsord, sudokuer og andre underholdningsopgaver til bl.a. Familie Journal, Ude & Hjemme og Søndag.
Vi glæder os til at høre fra dig
Ansøgningsfristen er søndag d. 31. maj 2026, men vi indkalder løbende til samtaler og forbeholder os retten til at lukke stillingsopslaget, når den rette kandidat er fundet. Vi ser derfor frem til at modtage din ansøgning snarest. Send dit CV og din korte ansøgning til krydsord@aller.com. Du kan også bruge denne mail, hvis du har nogen spørgsmål til jobbet.
- Afdeling
- Krydsord
- Lokationer
- København
Om Aller Media Danmark
Hos Aller Media bliver du en del af et fremsynet mediehus, centralt i København og lige ud til vandet. Vi er et dedikeret hold af specialister, som hver dag skaber kvalitetsindhold og engagerende produkter og oplevelser, der gør os til et af Nordens førende mediehuse.
Et godt arbejdsmiljø og glade medarbejdere er altafgørende for, at vi lykkes, og med et hav af forskellige baggrunde, fagligheder og kompetencer, formår vi at opretholde et højt professionelt niveau, mens vi komplementerer hinanden og samarbejder respektfuldt på tværs af organisationen. Det betyder bl.a., at du har rig mulighed for at præge dit arbejde og udvikle dig både fagligt og personligt.